Anmeldelse: Legendale

Spillested: Fredericia Teater
Spilleperiode: 24. marts – 12. april 2017
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★

Hvad er det?
I Legendale møder to virkelig nørdede verdener hinanden: gamingen og musicalen. Det er et original-skrevet moderne eventyr, og Fredericia Teater er blevet udvalgt som producent og vært for verdenspremieren.
Andy (Lars Mølsted) lever et ret kedeligt liv med et gråt kontorarbejde og en tarvelig chef, som han hader. Heldigvis kan han få en lidt mere farverig og eventyrlig pause fra hverdagen, når han åbner sin laptop og spiller fantasy-computerspillet “Legendale” sammen med den virtuelle vennekreds, han er en del af. En dag sætter spillets skaber en stor konkurrence i gang, hvor man kan vinde 100.000 dollars og blive Lord af Legendale. Alle gamere skal dog skifte deres avatar (den figur, der repræsenterer en i computerspillet), og her ender Andy op med den tilsyneladende helt ubrugelige Cowmaiden (Karin Nordly-Holst). Hun viser sig dog at byde på noget mere, end Andy havde regnet med, og sammen begiver de sig ud på en eventyrlig gamer-rejse.

Det gode og det knap så gode
Selvom nerd-alerten for alvor har ramt Fredericia Teater med denne musical, behøver man ikke at have brugt massive mængder af tid på World Of Warcraft eller andre fantasy-computerspil for at være med her. Selv er jeg nok det, man kalder en vaskeægte ‘n00b’, hvis største gaming-bedrift er at bygge et virkelig flot hus i The Sims og tilmed holde den virtuelle familie i live i flere uger. Trods dette var ret jeg vild med Legendale. Bag det noget nørdede ydre gemmer der sig nemlig en ret eventyrlig og velskrevet fortælling, som er fortalt med humor og kærlighed til både gamer- og musicalverdenen.

Jeg knuselsker Fredericia Teater for at turde gå med de lidt mere skæve musicals og så oven i købet gøre det med bravour. Legendale er ingen undtagelse. Med ganske få rekvisitter og deres berømte LED-skærme vækker Fredericia Teater både den eventyrlige computerverden og kedelige virkelige kontorverden til live for øjnene af os. Rent grafisk er den computerverden vi hives ind i meget overbevisende, hvilket også gælder for skuespillernes meget detaljerede kropslige arbejde og timing, når de agerer computerspilsfigurer.
Selvom det helt fængende musikalske hit måske udebliver en smule, er musikken ret fed og eventyrlig og passer virkelig godt til fortællingen. Det virker dog også til, at den er lavet på helt klassiske musicalopskrifter, og ind imellem kan jeg godt savne lidt mere “poetiske” og skarpere sangtekster – de bliver momentvis en smule klodsede og “for fortællende”. Om man er til den slags musical-tekster er helt klart en smagssag, men her synes jeg, at det blev lige i overkanten. Dog vil jeg også rose forestillingen for at turde at lave sangtekster, der inkorporerer gaming-sproget, uden at det nødvendigvis virker helt fjollet. I dette tilfælde er det underholdende og velintegreret.

Fredericia Teater må dog virkelig også siges at gøre sig bemærket med et utroligt dygtigt cast. Den nørdede vennetrio, som spilles af Mads Æbelø, Thomas Jensen og Sebastian Harris, er både sjove og vanvittigt velsyngende – jeg havde nok ikke regnet med, at jeg nogensinde ville få kuldegysninger over en elver, en ninja og troldmands sang i en musicals. Også Karin Nordly-Holst er intet mindre end fremragende i rollen som Cowmaiden (som senere i forestillingen skifter til det noget sejere navn Zelayna) og tilføjer en god solid og troværdig omgang girl-power til forestillingen. Og så er der Lars Mølsted i rollen som Andy – hvor skal man overhovedet begynde med en, der er så latterligt dygtig som ham? Man kunne også opleve ham i rollen som Quasimodo i stor-succesen Klokkeren Fra Notre Dame, og han må nok siges, at være et af de største musicaltalenter, vi har her i landet. Fredericia Teater må virkelig være ovenud lykkelige for at have en mand som ham ansat. Hvis man ikke før har oplevet Mølsted synge og spille, så er han alene grund nok til at se Legendale.

Med hele det eventyrlige gaming-univers kommer man ikke helt uden om barnlige elementer, hvilket sådan et univers nødvendigvis må rumme. Nogle af scenerne virker derfor også mere rettet mod det yngre publikum, som da Andy og hans avatar pludselig skal bekæmpe nogle ret ikke-uhyggelige zombierobotter. De “farlige” modstandere fremstår ofte lidt fjollede, men har man bevaret en smule af sin barnlige sjæl, kan man sagtens være med på legen.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du gerne vil se en virkelig original, spændende og nørdet musicalopsætning, som virkelig kan vække din barnlige eventyrlyst.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Forestillingen spiller på teatrets lille scene (en gammel biograf – hvor man har beholdt de bløde biografsæder), og alle pladser koster det samme. De forreste pladser er små caféborde, mens de bagerste er de bløde biografsæder. Salen er ikke særlig stor, og man ser derfor helt fint fra bagerste række. Hvis man er studerende under 35 år eller ung under 25 år, kan man få billetter for kun 145 kr. Normalprisen er 265 kroner.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s