Anmeldelse: SKYGGE (Eurydike siger)

Spillested: Sydhavn Teater 
Spilleperiode: 18. marts – 4. maj 2017 
Anmeldt af: Anne Louise Slott Thorborg

★★★★

Hvad er det? 
Man er lidt i tvivl, om man er gået forkert, da man ankommer til den store industrihal, som umiddelbart ser forfalden og forladt ud. Kun en lille lanterne og et skilt forsikrer publikum om, at det altså ér her forestillingen SKYGGE (Eurydike siger) spiller. Man får tildelt en kedeldragt og en lommelygte, som er det eneste lys i hele bygningen: ‘Hvad foregår der lige her?’ – tænker man.
Forestillingen SKYGGE (Eurydike siger) er en stedspecifik forestilling iscenesat af den reumertnominerede instruktør Anja Behrens. Med afsæt i den græske myte om nymfen Eurydike udforsker forestillingen problematikken i at leve som birolle i sin berømte mands liv. Skuespillerinde Mille Maria Dalsgaard fører med sikker hånd sit publikum gennem en vekslen mellem kringlede, tunge monologer og abstrakt fysisk teater. Det er en teateroplevelse, hvor du skal huske at tage hjernen, varmt tøj og et åbent sind med dig.

Det gode og det knap så gode
Den faldefærdige industribygning er indvendigt udsmykket med masser af dimser, som man med sin lommelygte kan udforske undervejs. Når man udforsker rummet, opbygges der en enorm spænding, undren og koncentration omkring det, som foregår omkring en, hvilket også er nødvendigt for at kunne forstå forestillingen. Vi føres gennem en fortælling fyldt med ekstremt smukke og malende visuelle billeder. Disse understøtter den monolog, som ubesværet og autentisk rasler ud af Mille Maria Dalsgaard. Det er svært at sætte en finger på hendes performance, og hun formår virkelig at hive publikum med ind i et ellers temmelig underligt og abstrakt univers. Hendes performance udspiller sig mellem publikum, og ofte henvender hun sig direkte til enkelte personer, men uden forventning om at vedkommende svarer.
En scene hvor man særligt bliver grebet af stemningen, er hvor alle sidder og drikker te sammen, mens Eurydike fortæller om at have angst – akkurat som at sidde med en flok veninder og have en dyb samtale. Andre gange fremstår symbolikken dog ret tung, hvilket næsten kvæler meningen. Hver enkelt ’scene’ kan til tider trække i langdrag. Har man først mistet pusten, kan det altså blive nogle meget lange minutter. Selvom Mille Maria Dalsgaard virkelig formår at fylde rummene med sin performance, mangler jeg noget til at understøtte hende på lydsiden. Jeg er så heldig, at en tilfældig silende regn udenfor skaber et lydbillede, som fungerer ret godt, men til tider medfører stilheden, at især de kropslige performances kommer til at fremstå fjollede.

Historien omhandler Eurydike, som bliver vækket til live af sin mand Orpheus. Han får lov til at tage hende med ud af dødsriget på betingelsen af, at han går forrest og ikke ser tilbage på hende. I SKYGGE (Eurydike siger), skrevet af den nobelprisvindende dramatiker Elfriede Jelink, bliver historien fortolket på en måde, som gør den enormt samtidsrelevant. Især med fokus på kvindens stilling i samfundet. Hun bliver gjort til et objekt, som kun er af betydning i sin mands nærvær. Vi er vidne til hendes indre kamp med en modstand mod objektivisering, men samtidig også et behov for at leve et meningsfuldt liv – måske i kraft af andres anerkendelse. Fortolkningen er utroligt interessant, og monologens pointer står stærkt klingende i mit hoved efter forestillingen er slut. Overordnet set må jeg sige, at iscenesættelsen, skuespillet og monologen er af så fremragende kvalitet, at jeg lader mig rive med, og får en rigtigt god teateroplevelse

Skynd dig ind og se den, hvis… 
…du godt kan lide lidt mere kunstnerisk ’tænke’-teater, som rører noget i dig, uden at du altid helt forstår hvorfor. Hvis du vil se en ekstremt dygtig skuespillerinde boltre sig i balloner og spandex, og hvis du vil opleve en virkelig spændende og velskrevet fortolkning af en græsk myte. Hvis du synes, at diskussionen om kvindens frigørelse af sig selv og sit sind er vigtig og relevant.

Studerende og fattig? Sådan gør du 
Er du under 25 skal du blot slippe 55 kr. for en billet. Er du over 25, men studerende, så koster billetten kun 75 kr.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s