Anmeldelse: Escarramán

Spillested: Koncertkirken på Nørrebro 
Spilleperiode:  9. – 14. marts (turné med afsluttende koncert i København) 
Anmeldt af: Anja Langhede

★★★★

Hvad er det? 
Ensemblet Via Artis Konsort har med Escarramán produceret noget så originalt som en ”tegneserie-opera”. Konceptet går kort fortalt ud på, at der veksles mellem en projekteret tegneserie om den fattige hofmusiker Juan de Vado, der lever i 1600-tallets Spanien, og liveoptrædener med musik, opera og flamencodans, bliver historiens forlængelse på selve scenen. 
Via Artis Konsort beskriver selv musikken som en pastiche-opera – dvs. en historisk opera, som hylder og sammensætter forskellig kunst- og populærmusik fra datidens Spanien. Der er altså tale om en forestilling, der bruger adskillige elementer til at formidle spansk kultur og historie i en langt mere folkelig opera end det man typisk kender fra klassisk musik.

Det gode og det knap så gode 
Tegneserien tager dramaturgisk afsæt i en blind tiggers historiefortælleringer fra et gadehjørne. Den pædagogiske fortællerstemme ledsages af lydeffekter, der understøtter den visuelle grafik med for eksempel lyden af en dør, der smækker, en grædende baby eller menneskemængden på et marked. Når dette akkompagneres med live-musik og sang undervejs, bliver lyden i kirkerummet noget helt specielt. De to fabelagtige kvindelige sopraner, María Altadill og Marta Infante, synger så fortryllende, at publikum simpelthen ikke kan undgå at blive bevæget. Ved hver frasering løber der nye kuldegysninger gennem min krop, og jeg sidder indimellem med en lille tåre i øjenkrogen – så jeg må blankt erkende at operaen sætter gang i de helt store følelser hos mig.

Noget af det der også fungerer super godt ved denne forestilling er de medvirkendes totale tilstedeværelse og dramatiske indlevelse. Tegneserien er en slags ydre ramme, som tilsætter koncerten et narrativ og introducerer de forskellige situationer, hvori tableauerne foregår. Det ses blandt andet når Lars Hedelius-Strikkertsen agerer i rollen som flirtende sigøjner på barokguitar. På samme måde indtager sangerinderne og flamenco-danserinden scenen med temperament og ekspressive følelser, der hver gang sidder lige i skabet. Det er bare helt perfekt og gennemført, at de ikke ”blot” er musikere der lægger lyd til tegneserien, men de med fuld smæk på karismaen også selv tager del i historien.

Selvom jeg synes, det er skønt, at forestillingen tager publikum i hånden og sørger for, at alle forstår handlingen, føles det dog i øjeblikke lidt som om der balanceres på grænsen til børneopera – hvilket så absolut ikke er tilfældet, da der i tegneserien bl.a. figurerer en intens sexscene (og desuden er aldersgrænsen 15 år). Det drejer sig primært om fortællerstemmen, der lidt for ofte tiltaler publikum på den overdrevet begejstret “nu-skal-du-bare-høre”-måde, som forældre bruger, når de skal læse eventyr højt for deres børn. Desuden er jeg ikke synderligt fan af de små opera-replikker, der synges på dansk. Det kommer til at virke unaturligt for forestillingens ellers gennemført spanske stil. Forestillingen sørger ellers for, at der er undertekster undervejs, så alle kan forstå det spanske sprog, og derfor mener jeg, at man med fordel kunne være gået spansk “all the way” i det musikalske udtryk.

Men helt generelt er det altså en særdeles veludført forestilling, der med levende musik og dans gør opera til en langt mere håndgribelig størrelse. Publikum får serveret et stykke med Spaniens kulturelle fortid, der både er underholdende og samtidigt formår at rumme et par politiske perspektiver til dagens Danmark. En oplevelse der er rørende, intim og helt bestemt anbefalelsesværdig!

Skynd dig ind og se den, hvis… 
… du ikke i forvejen er opera-entusiast, men har lyst til at opleve en blid introduktion til genren. Så har du her en enestående chance for at se en nærværende tegneserie-opera, der spiller på alle tangenter i både billed- og lyddesign!

Studerende og fattig? Sådan gør du 
Desværre er forestillingens turné allerede afsluttet for denne gang – men hold øje med Via Artis Konsort og kryds fingre for en genopsætning.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s