Anmeldelse: Odysseus

Spillested: Teater Glad på Bådteatret
Spilleperiode: 1.-11. marts 2017
Anmeldt af: Kristoffer Fløe Dalsgård

★★★

Hvad er det?
Man spørger jo uvægerligt sig selv: “hvordan får man dog proppet Homers epos om den forulykkede sagnhelt ned i en båd”. For det er netop dét, der sker i denne forestilling, hvor Odysseus er blevet søsat på Bådteatret. Teater Glad har sat alle sejl til og tryllet Bådteatret om til et vaskeægte foley-studie (et lydeffekt-studie), hvorfra historien om sagnhelten ellers stævner derudaf. Udover foley-master Rune Aagaard, så har vi tre skuespillere på scenen: Anna Poulsen som en slagkraftig Penelope og Rune Würden, som Odysseus, der med særdeles fast hånd styrer sine medspillere. Over vandene svæver Steen Hansen, der med stor ihærdighed både forsøger at holde sammen på trådene og samtidig agere intet mindre end resten af odysseens farverige persongalleri. Sammen skal forestillingens ensemble nu sørge for at få vor helt hjem til Penelope, der til stadighed må brødføde en evigt voksende skare af sultne bejlere. Men i stedet for, at forestillingens hovedpersoner nu blot spiller handlingen ud fra et vanligt narrativ, brydes der mellem hver scene, og det er her foley-studiet kommer til sin ret. For det vi på rækkerne overværer er netop ikke “blot” en forestilling, men er iscenesat således, at det er lydoptagelsen fra scenen, der er central, hvilket sine steder også kræver publikums hjælp, når Poseidons bidende onde havstorme skal have det sidste nøk op til orkanstyrke. Alt dette fremmanes i omgivelser, der ved første øjekast minder mere om mormors hessianbrune kaffestue end både foley-studie eller teaterscene, men som scenografi for Odysseen er det et overraskende virkningsfuldt valg.

Det gode og det knap så gode
At iscenesætte sagnet om en søhelt på Bådteatret er ved eftertanke netop så lækkert, som det ved første øjekast syntes specielt at forsøge at få mast hele Odysseen ned i bugen af en gammel lejder. Men det fungerer, både fordi man jævnligt mærker, hvordan Nyhavns bløde bølger kærtegner skroget og fordi det intime scenerum samtidig fungerer skønt sammen med ideen om at skabe et lydstudie på scenen – som publikum er vi inviteret indenfor, uden at det dog overtager forestillingen. Forestilling bliver nemlig, langt hen ad vejen, båret af selve fortællingen, og denne fortælles fornemt. Desværre afbrydes progressionen stort set ved hvert sceneskift, hvor det forgangne evalueres, og den kommende scene skal tales (meget) grundigt igennem. Tempoet forbliver derfor også stort set uændret gennem hele forestillingen, da scenerne får svært ved at nå at fange hinanden, men hele tiden afbrydes af intermezzi. Om disse er sjove må være op til den enkelte at vurdere, men meget var baseret på skarpe replikker, som sjældent leveres med den punktlighed, der ellers kan være så bidende og skarp. Tilbage sidder man med et indtryk af en forestilling, der er skabt på labre ideer om, hvordan man kunne tænke sig at iscenesætte Odysseen på en helt ny måde, men som desværre også har fået smurt et ekstra lag vits-humor ud over sig.

Skynd dig ind og se den hvis…
… du ikke har været i Bådteatret før, ikke har set Teater Glad før, har en passion for lydeffekter eller, som undertegnede, er glad for græsk drama.

Studerende og fattig? Sådan gør du:
En enkelt under 25 koster 70,- danske dollars. Er du blevet derover skal du af med 140,- medmindre du går så meget i teatret, at du får teaterrabat. I så fald kan du komme med til Ithaka for 80,- bobs.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s