Anmeldelse: De Danser Alene

Spillested: Rialto:Teatret
Spilleperiode: 25. februar – 25. marts 2017
Anmeldt af: Anja Langhede

★★★★★

Hvad er det?
De Danser Alene er en teaterforestilling, der virkelig formår at sætte samfundskritiske tanker igang hos sit publikum. Det er måske heller ikke så mærkeligt, eftersom det er skrevet af filosof og nyudsprunget dramatiker Anders Fogh Jensen. Han har tidligere skrevet flere bøger om blandt andet projektsamfundet, vi lever i, og hvad det gør ved mennesket. Forestillingen er et såkaldt  ‘lærestykke, så selvom titlen kan forveksles med en danseforestilling, så er det ikke tilfældet her. Det betyder, at indholdet har en pædagogisk og belærende intention, der gerne skal give tilskuerne anledning til refleksion og diskussion.    

Anders Fogh Jensen forsøger at vise, hvad vores system-frigjorte og impulsive samfund gør ved det enkelte menneske gennem karakteren Katrine, der prøver at finde et fast holdepunkt i livet, men i stedet bliver tvunget til at være konstant omstillingsparat og ”gribe dagen”. Med små sammenhængende handlingssekvenser studerer vi Katrines færden. De tre andre skuespillere agerer som de resterende karakterer i Katrines liv og er desuden en slags antropologiske forskere, der – på et metaplan – evaluerer, hvad der sker på scenen med poetiske forklaringer og refleksioner.

Det gode og det knap så gode
Allerede da vi bliver lukket ind i scenerummet, hvor tre af skuespillerne (her som forskere) står klar til at byde velkommen med et håndtryk og hjælp til at finde vores pladser, kan jeg fornemme, at det bliver et interessant stykke. Scenen er opstillet som et fotostudie med en stor hvid baggrund og diverse lamper på stativ. Det går godt i spænd med stykkets tema om det nutidige samfunds overfladiske og kyniske konstellation.

Forestillingen bliver et drømmende og mareridtsagtigt univers, hvor den hvide baggrund og lyset skifter farve, ligesom musikkens beat indretter sig efter de forskellige stemninger. Skuespillerne er simpelthen så dygtige og bærer stykkets tragikomiske dialoger på fremragende vis. Særligt de to yngre skuespillere imponerer: Thue Ersted Rasmussen er både irriterende og charmerende i rollen som den egocentriske kæreste, der på ingen måde kan binde sig eller planlægge noget, før han kan mærke, hvad han har lyst til i selve situationen. Hovedrolleindehaveren Katrine Greis-Rosenthal spiller Katrines gradvise frustration på en meget indlevende og betagende måde. Hun bruger særligt sin krop til at skildre følelserne ved dans og bevægelse, hvilket er så overbevisende, at man som tilskuer virkeligt bliver revet med.

Man kan måske diskutere om stykkets slutning er for åben, eller om det fungerer efter hensigten. Da jeg går derfra, er jeg en smule melankolsk til mode, fordi der aldrig kommer en løsning på de problematiske samfundstendenser, der bliver fremstillet. Samtidigt er det fede netop, at man bagefter kan gøre sig en masse overvejelser om, hvad vi dog skal stille op med det hele. Jeg synes faktisk, at et ellers tungt (men yderst relevant!) emne bliver formidlet på relativt letfordøjelig vis. Publikum griner hele vejen igennem stykket, da de mange genkendelige situationer bliver decideret komiske, fordi de er så spot on.

Det er alt i alt en fantastisk underholdende og tankevækkende forestilling!

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du har lyst til at se en super god og sjov forestilling, der giver stof til eftertanke og er den suveræne samtale-starter! Du og dine venner kan passende tage en øl, når I efterfølgende filosoferer over de samfundsmæssige omstændigheder stykket kritiserer.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25 år, kan du få en billet til blot 110 kroner (og er I to eller flere sammen, sparer I yderligere 10 kroner hver). Er I mere end 2 personer, der har rundet de 25 år, men til gengæld kan fremvise studiekort, koster billetten 125 kroner per mand – så der er altså stadig lidt at spare i forhold til normalprisen på 210 kroner!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s