Anmeldelse: Hang On

Spillested: Dansekapellet
Spilleperiode: 14. februar – 16. februar
Anmeldt af: Anja Langhede

★★★

Hvad er det?
Irlands førende aerial dance-kompagni Fidget Feet Aerial Dance Theatre har besøgt Dansekapellet med den intense forestilling Hang On. Til de, der ikke ved det i forvejen, er “aerial” en moderne dansestil, der handler om dans i luften ved hjælp af for eksempel en trapez (som det er tilfældet i denne forestilling).
I en blanding af mimisk teater, dans og akrobatik fremfører de to dansere Chantal McCormick og Lee Clayden en kærlighedshistorie til beatet fra elektronisk livemusik af Jym Dale.

Det gode og det knap så gode
Chantal McCormick (der også er koreografen) har formået at skabe en meget intens forestilling med ganske få virkemidler. En trapez, to dansere og en enkelt musiker på en ellers tom scene er alt, hun bruger til at formidle historien om manden og kvindens kamp og forsoning. Den sorte scene er kun oplyst af enkelte spots, der skaber et skyggetungt og råt udtryk, så publikums opmærksomhed udelukkende koncentreres om danserne. Intensiteten opnås også gennem dansernes indlevelse. De er så meget til stede i Dansekapellets intime rum, at publikum næsten glemmer at trække vejret. Selv en simpel og praktisk handling som at påføre talkum bliver til en sensuel leg, der udspiller sig på scenen i flere minutter. Det fungerer samtidig rigtig godt, at musikken er live, da man i høj grad kan mærke forestillings samspil mellem musik og dans. Musikken bruges til at understøtte dansens skift fra det hårde og mekaniske til det bløde og mere menneskelige, når manden og kvinden finder hinanden.

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke synes, forestillings første halvdel er særlig fængende. Jeg synes, at danserne (bogstaveligt talt) løber lidt for meget i ring, og det bliver en anelse udmattende at se dem kæmpe imod hinanden. Til gengæld er det utroligt flot, da de langt om længe er sammen på trapezen i et utal af smukke og symbiotiske formationer. I fuld kontrol over både styrke, teknik og balance får danserne det hele til at se legende let ud.

Selvom resten af publikum er vildt begejstrede, er jeg desværre ikke helt oppe at ringe. Jeg er virkelig imponeret over dansernes evner på trapezen og den intense stemning, de formår at skabe. Til tider kom jeg dog til at kede mig en smule og manglede ganske enkelt noget mere fremdrift i forestillingen.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du elsker moderne dans og akrobatik i høj kvalitet! Eller hvis du er blevet nysgerrig på, hvad “aerial dance” er for en størrelse.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Hvis du er under 25 år, kan du få en billet til den nette pris af 95 kr. Hvis du tilmed kan finde fem danse-interesserede venner, kan I nøjes med at betale små 40 kr. hver! Er du derimod over 25, må du betale normalprisen på 165 kr.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s