Anmeldelse: Vrede

Spillested: Folketeatrets lille turnescene (Grøndal MultiCenter)
Spilleperiode: På turné (12. februar – 27. marts) og på Folketeatrets Hippodromen (29. marts – 6. maj)
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen og Stinne Ingemann Henriksen

★★★★

Hvad er det?
Vrede er skrevet af den australske dramatiker Joanna Murray-Smith i 2013 og Folketeatrets version er den første i Danmark. Her møder man den skarpe og stærke kvinde Alice (Sarah Boberg), der er en succesfuld hjerneforsker, som ikke mangler noget; hun har både en dejlig og forstående mand, Patrick (Troels Lyby), en velopdragen søn, Joe (Elliot Crosset Hove), med flotte gymnasiekarakterer til at pryde eksamensbeviset og hun får endda snart en stor pris for hendes arbejde. Men hvad sker der, når man tilføjer en nysgerrig og stædig journalist (Tanya Lund Andersen) med en bestemt agenda til at ruske godt og grundigt op i Alices hemmelige og dystre fortid og tilmed indføjer, at sønnen rummer en voksende fremmedfjendskhed, som blandt andet gør, at han har malet skældsord på en moské med en ven? Der er intriger mellem søn og forældre og forældre imellem og den der ’ven’ med dårlig indflydelse har i øvrigt forældre, som lever helt op til Alice og Patricks fordomme om  højreorienterede DF-typer. For det var helt sikkert deres søns idé med graffiti – eller var det? Dén slags had og adfærd kan deres søn da ikke have fået hjemmefra? Men ”det ligger i blodet,” siger de og Alices fortid og sønnens nutid skal vise sig at være tæt forbundet.

Det gode og det knap så gode
Vrede er en forestilling med verbalt smæk på. Monologerne og dialogerne er stærke og rammende og hver eneste sætning er fængslende, så man fastholder opmærksomheden hele vejen igennem. For der er virkelig indhold og aktualitet i ordene, som spørger til forholdet mellem ’dem’ (på visse tidspunkter forstået som muslimer og andre gange som venstreorienterede mennesker) og ’os’ og herskende fordomme om tilknytningen mellem religion og adfærd, social arv og ’korrekthed’ eller mangel på samme. Troels Lyby er uden tvivl en rutineret skuespiller og han er nærværende og autentisk i rollen som far, forfatter og senere forarget (ægte)mand. Elliot Hove er også eminent og udtrykker karakteren som højreorienteret søn med en helt bestemt nerve. Og Camilla Bendix, der bare har en birolle som mor til Elliots ’med-graffititegner’, bør også nævnes her: hun har en komisk timing, der tager fokus (på den gode måde!) og giver anledning til flere ukontrollerbare grin. Der er dog også noget andet, der tager opmærksomheden; nemlig at skuespillerne et par gange får behov for suffli fra sidescenen, og det er ret ærgerligt. Og så er der også dele af forestillingen – især momenter, hvor der skal spilles (og råbes) stort og vredt – der til tider fremstår en smule forcerede, fordi man bliver opmærksom på teksten som replik i stedet for, at den er en naturlig del af karakterens reaktion.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du gerne vil se virkelig velskrevet og aktuel dramatik om venstre- og højreorienterede politiske problemstillinger og en ’korrekt’ families opbrud vist af et hold dygtige skuespiller.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Billetternes pris afhænger af det specifikke spillested.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s