Anmeldelse: Medea

Spillested: Aarhus Teater
Spilleperiode: 27. januar – 25. februar
Anmeldt af: Karoline Ry 

★★★

Hvad er det?
Medea er et ca. 2500 år gammelt græsk drama skrevet af Euripides. Som alle de antikke, græske tragedier, bygger stykket på mytisk stof – i dette tilfælde myten om ægteparret Medea og Jason. Handlingen folder sig ud midt i deres konfliktfyldte skilsmisse. Jason har nemlig forladt Medea til fordel for Kong Kreons datter, hvilket sætter gang i en blodig hævntogt for Medea. Hun ender med at dræbe både Jasons nye kone og sine egne to børn i forsøget på at få oprejsning. I Aarhus Teaters opsætning af stykket er scenen fyldt med ca. 5000 liter vand, som når skuespillerne til anklerne.

Det gode og det knap så gode
Det er med et vis mål af ambivalens, at jeg giver denne forestilling tre stjerner. Der er uden tvivl tale om et virkelig dygtigt hold af skuespillere, som med præcision og nerve formår at navigere i den lidt besværlige scenografi (de to børn, der spiller Medeas søn og datter, er desuden virkelig kære). Kostumevalget er elegant og lækkert og skaber sammen med en stilistisk enkel og skarp scenografi et flot visuelt udtryk. Lysrefleksioner fra vandspejlet danser på den mørke bagvæg og får karakter af en iskold, brændende ild, hvilket metaforisk set går godt i tråd med forestillingens hævnmotiv. Dog tager vandet i overvejende grad fokus fra handlingen, da hver af skuespillernes bevægelser får bassinet til at plaske – og dermed larme. Det meste af tiden bruges vandet ikke til andet end et dryppende, pjaskende og lidt ukontrollerbart lydunderlag for handlingen, hvilket er synd.

Dramaturgisk set bliver Medea også en lidt flad fornemmelse. Allerede fra starten er Medea-karakteren i dyb fortvivlelse over Jasons utroskab og forbliver altså på nogenlunde samme følelses- og stemmeføringsmæssige niveau gennem hele forestillingen. Stort set alle karakterer befinder sig på et stadie af emotionelt oprør, som efter et stykke tid afføder en følelse af monotoni. Medea er et stykke, hvor der er rigtig meget tekst, så den manglende udvikling i stemmeføring kan godt være en lidt hård omgang. Der er heldigvis nogle virkelig rørende øjeblikke indimellem og især den forfærdelige kulmination på fortællingen, hvor Medea skal dræbe sine børn, gav i hvert fald mig gåsehud.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du er til mørkt, teksttungt drama i moderne rammer, hævntørstigt (børne)mord og vandpjaskeri.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Aarhus Teater har billetter til 50 kr. pr. stk. for studerende.

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s