Anmeldelse: Sort Vand

Spillested: Edison, Betty Nansen Teatrets anneksscene
Spilleperiode: 21. januar – 12. februar
Anmeldt af: Trine Berg Balle 

★★★★★

Hvad er det?
Sort Vand er en poetisk og sanselig forestilling om ungdommens sorgløse tilværelse, flygtige møder og en tabt kærlighed. Seks unge mennesker mødes på tværs af kulturer og klasseskel en aften under en stjerneklar himmel. De tilbringer kun dén ene nat sammen, men mødet er nok til, at drømme, kærlighed og poesi går op i en højere enhed, og gør det til en tid, som ingen af dem kan glemme. Tyve år senere krydses deres veje igen, men hvad er der blevet af dem? Og er de stadig de samme som dengang?

Seks skuespillere fungerer skiftevis som historiefortællere og aktører i denne fortælling, der er skrevet af den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig. Det er en ensembleforestilling med en collageagtig dialog, der er så nøje komponeret, at man bliver helt høj af at følge med i skuespillernes pingpong. Strukturen vækker associationer til den imponerende opsætning af Metamorfoser på Det Kongelige Teater og teksten sender tankerne mod den danske dramatiker Peter Asmussens ord – men samtidig har Sort Vand sit helt eget unikke udtryk, som bare bliver ved med at overraske.

Det gode og det knap så gode
Denne forestilling tager røven på dig – på den gode måde, vel at mærke. Så snart du bliver komfortabel i sædet og tænker: ”nu har jeg regnet den ud”, hives tæppet væk under dig, og du føres ind i endnu et nyt, forunderligt univers. Skiftet fra en fuldstændig fin, intens og skrøbelig stemning til en pludselig ustyrlig, bestialsk abefest er intet mindre end fantastisk at overvære. Her er volumen skruet op på max, stolene ryster til technoens pumpende bas og hele salen er blæst tilbage af den overvældende energibombe, der finder sted foran os.

Scenografien er én af forestillingens mest imponerende elementer, for på scenen er over 5000 liter vand, som skuespillerne tumler, leger og forelsker sig i. Vandet bliver som en medfortællende karakter, der med sin spejlblanke overflade og spredte, rolige ringe, sætter scene for en spirende forelskelse, men som også kan fungere som en kaotisk kampplads, hvor eksempelvis frustration over uddannelsessystemet kommer til udtryk. Ikke nok med, at forestillingen siger noget nærværende om menneskelighed og kærlighed, så kommer den også med en kritisk kommentar til det senmoderne samfunds håndtering af politik, uddannelse, dannethed, fremmedhad og frygt.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du er et menneske! Ej, og selvfølgelig også, hvis du er til moderne, visuelt overvældende dramatik, der taler i øjenhøjde med publikum. Sort Vand rammer lige ind i den eksistentielle tvivl, som alle mennesker på et tidspunkt har haft oppe at vende. Tid – hvorfor er den her, hvad bliver der af den, og hvordan ændrer den os? Der er stof til eftertanke, og så er det stof bare exceptionelt smukt at overvære.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du studerende, skal du af med 150 kr. for dette brag af en forestilling! Er I to unge under 25, er der billetter at hente til 100 kr., og hvis du kan samle hele 15 unge under 25, skal i sørme kun af med 60 kr. pr. snude! Afsti, afsted!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s