Anmeldelse: Mungo Park

Spillested: Mungo Park
Spilleperiode: 29. oktober – 20. december 2016
Anmeldt af: Nicolai Duckert Perrild

Hvad er det?
Forestillingen Mungo Park er – som navnet så kraftigt antyder – historien om Mungo Park. Ikke teatret, nej, historien om den skotske læge og opdagelsesrejsende, der har lagt navn til det lille teater i Allerød. Forestillingen udspiller sig i slutningen af 1700-tallet, hvor den unge skotte rejser til Vestafrika for at blive den første europæer til at nå frem til Timbukto. Det viser sig, at mødet med den fremmede kultur er en kende mere barsk, end den unge eventyrer fra Vesten havde forestillet sig. Forestillingen er en udfoldning af Mungos rejseberetninger, men er i lige så høj grad en fejring af den filosofi, som danner grundlag for den måde, Mungo Park laver teater på. Teatret er nemlig altid på opdagelse efter at udfordre scenekunsten. Forestillingen spillede første gang i 2006 og har siden været en tur rundt i udlandet. Nu har den fundet vej tilbage til Allerød i en ny og toptunet version.

Det gode og det knap så gode
Fortællingen om Mungo Parks rejser til Afrika indeholder mange genkendelige temaer: Den unge mand, der må vælge mellem eventyret og kærligheden, Vestens sammenstød med ”det nye land” og den unge idealist, der tror, han kan redde verden. Men hvordan gør man en så klassisk historie spændende for et moderne publikum? Jo, man trækker de bedste Hollywood-klichéer ud af ærmet og spiller forestillingen, som om det var en actionfilm. Henrik Prip spiller den ukuelige Mungo, mens de to andre, Anders Budde og Mads Hjulmand, danser rundt mellem resten af forstillingens pænt store persongalleri. Skuespillet er virkelig energisk, og den komiske timing er spot on.

Som historien skrider frem, fyldes det ellers tomme scenerum med flere og flere rekvisitter. Scenen ligner til slut et børneværelse, som det ser ud, når man har været så opslugt af en leg, at man har væltet alt ned fra hylderne. Ligesom landekortet udvider sig i takt med opdagelsesrejsen, så etableres scenerummet rekvisit for rekvisit, jo længere Mungo park bevæger sig ind i Afrikas indre. Det er en super smuk udnyttelse af scenerummet, og det taler utrolig godt sammen med historiens tema. Jeg var meget forelsket i en lille drejescene, der helt simpelt – men super effektfuldt – illustrerer tiden, der går, jorden, der drejer, båden, der gynger m.m. Den måde, de udnytter scenerummet på, er forstillingens største styrke og hjælper til at gøre en ellers halvbanal historie relevant og underholdende. Simple hverdagsobjekter som ketchupflasker, skolekridt og metalstiger bliver til åbne kødsår, verdenskort og sejlbåde.

Tempoet i forstillingen bliver dog også forestillingens hage. For det bliver så hektisk, at de aldrig kommer ind under huden på Mungo Park. Og når der så en gang imellem er ved at opstå noget ømhed, så tager scenen en komisk drejning eller fortsætter til en ny sekvens. Det havde gjort forestillingen ekstra vedkommende, hvis man havde dvælet lidt mere ved Mungo Parks intime øjeblikke.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du er til tjubang-teater i ordets mest bogstavelige forstand. Og hvis du vil se et moderne take på en klassik historie, hvor scenerummet er en legeplads og hvor gamle stiger pludselig forvandles til både og rustne metalrør bliver skarpladte geværer.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Hvis du er studerende eller under 25 år, så er der billetter at finde til mellem 130-150 kr., og hvis man er en gruppe på seks under 25, så koster billetterne sølle 40 kr.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s