Anmeldelse: Don Juan

Spillested: Folketeatret
Spilleperiode: 2. – 9. september 2016
Anmeldt af: Kristoffer Fløe Dalsgård

★★★★

Lad det være sagt med det samme: Den Ny Operas opsætning af Mozarts gamle sengekantsklassiker er bestemt ikke for børn eller sarte operasjæle, for Don Juan er en slibrig herre. En balladeliderlig horebuk, der med pikken som kompasnål og drifterne løbende ud af satinbukserne, knalder sig gennem tilværelsen ud fra devisen, at monogami er utroskab overfor de mange, og man derfor må dele så meget ud af sig selv som muligt. Og det bliver der så: til gården og til gaden, i øst og i vest – i hoved og røv.

Det kunne nu lyde som om, at der nærmere er tale om en slesk pornofarce end hedt dampende opera, men det er bestemt ikke tilfældet. For nok er opsætningen særdeles saftig og farverig, men den holdes hele tiden i stram snor af scenografien, der i kraft af et knivskarpt sort/hvid udtryk skaber et ideelt visuelt modspil til Don Juans dyriske tilgang til livets goder. Desuden er der mellem arierne gjort plads til befriende, jordnære jokes og skarpe dialoger, der ofte griber sådan fat om lattermusklen på publikum, at opmærksomheden fastholdes på scenen i alle tre timer. Don Juan bibeholder således en fin kunstnerisk flyvehøjde hele vejen igennem. Eller næsten hele vejen igennem.

For selvom Katrine Wiedemanns opsætning af Don J. er bragende flot iscenesat (og det er den virkelig!), så slugte Folketeatrets knastørre akustik desværre så meget af sangene, at flere af sangerne simpelthen ikke kunne mønstre den fornødne luft til at give ordene vinger og lade dem flyve ud i salen. Derfor var man som publikum ofte nødsaget til at beslutte sig for, om man ville koncentrere sig om enten musikken eller arierne – og når det er Mozart, så vælger man musikken. Det betød desværre også, at for meget af forestillingens handling stod så uklart tilbage, at det egentlig ikke syntes besværet værd at have oversat operaen fra italiensk til dansk, da handlingen alligevel forsvandt op under skørterne på musikken. Den var til gengæld enormt velspillet af det 27 mand (m/k) store barokorkester.

Det er virkelig befriende, at Den Ny Opera har en så frivol tilgang til en gammel klassiker og i dén grad forsøger at lave en opsætning, der er ligeså lummert dampende og sjov, så man kan forestille sig, at Mozart gerne selv så den. Og både scenografisk og musikalsk er Don Juan på Folketeatret en stor fornøjelse, hvor man heldigvis er i stand til at tolke sig frem til handlingen det meste af tiden. Hvis man endda også havde kunnet høre, hvad der blev sunget hele vejen igennem, så havde det været helt fantastisk.

Studerende og fattig? Sådan gør du:
Den billigste billet koster en hundredekrone og det er bestemt ikke for meget.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s