Anmeldelse: Ashes to Ashes

Spillested: Østre Kappel

Spilleperiode: 27.juli-5.august

Anmeldt af: Amanda Boie Hvid

★★★★★

Mødested: Sydhavn Station. Medbring: Is i maven.
Måneskin og lange skygger fulgte os, da vi med resten af det uvidende publikum vandrede gennem Vestre Kirkegård mod Østre Kapel, hvor nattens forestilling skulle stå.
Ska’ det være dystert, så la’ det være dystert! Småsnak blev til stilhed blandt gæsterne, som vi vandrede forbi gravene, mens en skikkelse i hvidt og lyde af ægte gyserkarakter nærmede sig.

Forestillingen, der fik os til at gyse, før den overhovedet var gået i gang, er Ashes to Ashes. Den er skrevet i 90’erne af en af absurd teaters bagmænd – Harold Pinter. Det er en forestilling, der kan tolkes vidt og bredt, men som man næppe kan se uden at se referencer til Holocaust og andre dystre tider. Sydhavn Teater, har med deres midnats-mysterier skabt en skøn ramme for aftenen. Umiddelbart kan det lyde vildt og voldsomt, men faktisk gik man ud med en fornemmelse af en gennemført enkelthed. Scenerummet var taget så godt i brug og YES, det er fedt, når man bare går all the way på det æstetiske.

Forestillingen handler om et par. Formoder man. Som er gift? Måske? Har de været? Har de børn? Har de haft? Der er ikke mange svar at finde, men her er det heller ikke det, der er det vigtige. Det er de sindstilstande karakterne befinder sig i. Det er frygt og sorg og ondt med ondt. Og fornægtelse. Og nydelse. Og glæde. Det er mange ting, som man nok kan skrive lange bøger om.

Skuespiller Mille Maria Dalsgaard spiller den kvindelige hovedrolle, Rebecca. Dalsgaard formår flot at formidle de mange indviklinger, uden at gøre et større væsen ud af det. At hun er konstant dækket til bag et slør hjælper selvfølgelig gevaldigt på det. Hendes klare stemme og rolige fremgang gør Rebecca til en karakter, man både føler og følger opmærksomt. Med på scenen var Jonas Littauer. Hans karakter er sværere at greje.
Der er visse steder, hvor det føles mere som oplæsning end karakterens egne tanker, hvilket er synd i forhold til at kunne forstå Littauers rolle. For selv når, eller måske især når, teater er absurd, er det smukkest, og man ser det menneskelige i alt det uforklarlige.

Med det sagt – se det! Tag hen på Sydhavn Station og gå med ud i mørket. Det er en tung oplevelse, men det mætter godt, og du kan leve godt på det de næste dage.

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s