Anmeldelse: Happy Nation

on

Spillested: Får302
Spilleperiode: 2-4. juni 2016
Anmeldt af: Stinne Henriksen

★★★★

Hvad er det?
“Happy nation, living in a happy nation,” lyder første linje i omkvædet af den svenske popgruppe Ace of Bases sang, som har givet forestillingen navn, og som har inspireret forfatter og dramatiker Bjørn Rasmussen, der har skrevet stykket. Happy Nation er et intenst sammensurium af absurditet, poesi, overfladiskhed og ufølsomhed, lykkepiller, selvmordsforsøg og godt skuespil. Vi følger Linda (Sicilia Gadborg Høegh) i hendes færd gennem livet fra hun som barn overlever forældrenes forsøg på kollektivt selvmord i familiens bil. Vi er med på hendes traumatiserende vej gennem skoletiden, hvor en streng og ukærlig lærerinde nedgør hende, til hun bliver en berømt (og overfladisk!) popstjerne, og til hun til sidst ender som samfundsudskud og junkie. Forestillingen spilles af de tre skuespillere Sicilia Gadborg Høegh, Holger Østergaard og Kirsti Kværn og er en såkaldt ”dogmeproduktion”, hvilket bl.a. indebærer, at forestillingen skal gøre brug af minimal scenografi og lys, og at teksten skal være det altoverskyggende fokuspunkt.

Hvad er godt?
Bjørn Rasmussens underfundige og absurde sammensætning af ord, der primært behandler temaer om ulykke og danskhed, Sicilias Gadborg Høeghs særligt gode skuespil og forestillingens lydunivers er primært det, der gør Happy Nation fire stjerner værd. Det er en stikpille til danskerne og nationen, der behandler en aktuel paradoksalitet; at Danmark er det lykkeligste land i verden med flest ulykkelige mennesker. Eller… danskerne er i hvert fald også den nation, der spiser næstflest lykkepiller. Og det her alvorlige og tunge emne skildres på en sørgelig, men endda også til tider meget humoristisk måde. Mest af alt har forestillingen dog en nerve, der formår at holde en vis grad af intensitet hele vejen igennem – og det er på trods af de dogmer, som forestillingen har været underlagt.

Hvad er skidt?
For nu at blive ved forestillingens paradoksalitet, så er det gode ved Happy Nation også noget af det svage med den. At den bestræber sig på at ’stikke’ til folk er et spændende projekt (som flere danske forestillinger måske generelt kunne lære noget af), men som desværre ikke følges helt til dørs: Den stikker lidt, men ikke meget – og det synes jeg er ærgerligt. Hvis den gerne vil være en stikpille, så er den desværre kun i bedste fald et myggestik uden megen kløe, fordi det poetiske univers, der danner hele rammen om Happy Nation, ikke eksplicit nok gør det klart, hvad det er, der er galt eller hvad det er, den vil rykke i os og stille spørgsmålstegn ved. Eller problemet er måske netop for mig, at den kun stiller overordnede spørgsmål om Danmark som lykkelig nation og ved lykke som sådan, men ikke påvirker mig mere end dét. Skulle der imidlertid udelukkende gives stjerner for skuespilpræstationer, så ville den til gengæld få topkarakter. Jeg glæder mig især til at se Sicilia Gadborg Høegh på scenen igen i en anden sammenhæng.

Studerende og fattig? Sådan gør du:
Unge under 25 år kommer ind for 60 kr. og studerende over 25 år skal af med 70 kr. En standardbillet koster derimod 125 kr. Ifølge Teater Katapult selv, så er forestillingen desuden ikke egnet for unge under 16 år.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s