Anmeldelse: Guldfuglen

Spillested: Hippodromen ved Folketeatret
Spilleperiode: 21. – 27. maj 2016
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen og Clara Gleerup

★★★

Hvad er det?
Guldfuglen er en monolog, fremført af Linnea Voss om Johanne Luise Heiberg; en af danmarkshistoriens største divaer og skuespillerinder. Monologen bygger på Heibergs eget værk Et liv genoplevet i erindringen samt personlige breve og digte. Monologen foregår i skuespillerindens mørke baghave. Voss tager os, i rollen som Johanne L. Heiberg, på en rejse tilbage til teatrenes storhedstid, hvor vi møder en nedslået og usikker, men selvbevidst og handlekraftig Fru Heiberg; guldfuglen, der får sine vinger klippet, af sin mand og mentor, Ludvig Heiberg, forfatter og chef ved Det Kongelige Teater. Hun har forelsket sig ulykkeligt i sin medspiller Mikael Wiehe, og føler på samme tid et indædt had til skuespilleren Frederik Høedt, der er ved at tage alt hun elsker fra hende: teatret, skuespilkunsten og hendes elskede. Guldfuglen er et stykke af den danske teaterhistorie.

Hvad er godt?
Linnea Voss, der både har skrevet stykket, kreeret scenografien og selv står på scenen, har skabt et intelligent og til tider morsomt hyldestportræt af den store skuespillerinde. Der er ikke en finger at sætte på skuespillet og diktionen er on point. Voss portrætterer en djævelsk god skuespillerinde, der ikke var ræd for at hive andre af tronen, hvis hun mente, at rollerne passede hende bedre – blandt andet ser vi Heiberg tvinge den unge skuespillerinde, Fru Anna Nielsen, af scenen, så hun selv kan få rollen som Lady Macbeth i Shakespeares Macbeth.

Voss ligner til forveksling fru Heiberg, i de store flotte klæder og med det smukke sorte hår, der ender i en lille kindkrølle ved øret; dette giver kun forestillingen et ekstra kick i den rigtige retning. Det er interessant at se en så gammel historie have så mange relevante pointer i dag; Linnea Voss sørger for at Fru Heibergs mange holdninger og meninger om datidens teatre og kønsroller bliver sat i spil og får sin relevans i vor tid.

Den enkelte scenografi og den minimale lydbrug er perfekt. På scenen står blot nogle ensomme træer med få blade samt en lille træbænk hvor Fru Heiberg har sin kurv og sin lille notesbog. Og der behøver heller ikke være mere, for Voss skaber rummet med sin tilstedeværelse og kraftige stemme.

Hvad er skidt?
Det er fra begyndelsen klart, at man skal have en interesse for tiden og skuespillerinden, hvis man vil have noget ud af forestillingen. For nok er det dygtigt skuespil og en fin scenografi, men hvis man ikke nærer de store følelser for personen eller tiden, så bliver forestillingen en kende lang og en smule kedelig. Man skal have et kendskab til tiden og dens aktører, for at kunne følge med hele vejen. Derudover, kunne man godt ønske sig en enkelt skuespiller mere på scenen – ‘samtalen’ til og med Ludvig Heiberg og andre karakterer virker en smule flad, da vi ikke mærker personerne i rummet og derfor ‘mangler’ halvdelen af samtalen.

Studerende og fattig? Sådan gør du:
For 50 kr. kan man få billetter omme bagved – vi vil mene, at man sidder godt, uanset hvor man sidder i denne sal, da den er relativt lille. Du kan derfor roligt købe billetterne omme bagved, og blive tryllebundet af den historiske skuespillerinde.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s