Anmeldelse: Kvinden ved 1000°

Aveny-T
Spilleperiode: 14 – 29 april 2016
Anmeldt af: Trine Balle og Clara Gleerup

★★★

Hvad er det?
Kvinden ved 1000 grader er en tungsindig, men også humoristisk forestilling om den 80-årige kvinde Hera, der står ved sit selvarrangerede dødsleje. Hera har selv ringet og bestilt sin kremation, og mens hun venter på, at ovnen varmes op til 1000 grader, kigger hun tilbage på de begivenheder, der har formet hendes liv. I et billedrigt og ofte bramfrit sprog, fremfører Hera, i skikkelse af skuespiller Solbjørg Højfeldt, sin livsmonolog og tager os med helt fra barndommens krigstraumer til den ensomme tid på plejehjem. Forestillingen er baseret på den islandske succesroman af samme navn, skrevet af Hallgrimur Helgason fra 2013, og Solbjørg Højfeldt er den første i verden, der har fået rettighederne til at dramatisere historien.

Hvad er godt?
Forestillingen går i gang, men scenelyset tænder ikke. Til gengæld hører vi Heras skråsikre stemme i den absurde telefonsamtale med krematoriet, og i den mørklagte sal er koncentrationen ekstra skærpet omkring ordene. Det klaustrofobiske, forknyttede, men også lettere tragikomiske univers er etableret, allerede inden der er sket noget på scenen. Lyset kommer langsomt og afslører et fantastisk scenerum, med skrå vægge, gulv og loft, der mødes i en firkantet åbning på midten. Her sidder Hera som en sort og ventende silhuet. Scenerummet understreger stykkets indadvendte stemning, og giver os følelsen af, at stirre direkte ind i den afventende brændeovn – hele åbningssekvensen har et gribende og nærmest poetisk udtryk.

Solbjørgs spil er ligeledes meget gribende, og hun falder lige så fint ind i imitationen af Hera som den uskyldige 11-årige pige, som hun gør som den bitre og livstrætte 80-årige. Og netop sekvenserne som den nuværende Hera er nævneværdige, da de er leveret med en god portion humor og fortalt i et kontant og ligefremt sprog.

Anekdoterne kaster os frem og tilbage i tiden, og de forskellige tidsepoker er adskilt af små mellemsekvenser, hvor Solbjørg skifter position på scenen. Sekvenserne er meget fint akkompagneret af lavmælt musik, der bidrager til den dystre og eftertænksomme stemning.

Hvad er mindre godt?
Tempoet er langsomt, hvilket egentlig harmonerer ganske godt med de tunge temaer – men er man ikke en garvet lytter, eller har man brug for, at der er lidt action på scenen, så er denne forestillingen ikke drømmescenariet. Udtrykket bliver tungt og fortællingen træder lidt i stampe. Den dramaturgiske udvikling er ikke dynamisk nok til virkelig at få os op af sædet. Desuden blev de mange tidsspring en smule forvirrende, og man bruger måske unødvendigt krudt på at orientere sig om tiden, fremfor at leve sig helt ind i fortællingerne.

Studerende og fattig? Sådan gør du:
Er du under 25, koster en billet til denne eftertænksomme monolog 190 kr. – men kan du hive 5 venner under armen, skal I kun af med 40 kr pr. næse! En helt almindelig ”voksen-over-25”-billet koster 260 kr.

Foto: Bjarne Stæhr

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s