Anmeldelse: STØV

Sew Flunk Fury Wit og Helsingør Teater på Marienlyst Slot
Spilleperiode: 18/3 – 30/3

Anmeldt af: Astrid Lindgreen Hjermind

★★★

Hvad er det?
Verden er gået under! Katastrofen ramte og har udslettet næsten alt levende og frugtbart. Vandet er forurenet, regnen er sort, og de få overlevende gemmer sig indedøre og venter på deres eget og alt livs ende. Alt håb er ude. Der er ikke mere at gøre. Det er allerede for sent. Men hvad så? Hvad så med de få, der stadig lever – i hvert fald lidt endnu?

Det er dette dystopiske og postapokalyptiske univers, som Sew Flunk Fury Wit med deres to skuespillere og fantastisk fascinerende dukker udforsker i forestillingen STØV. Iblandt murbrokker, grus og støv møder vi dem, de sidste levende mennesker på jorden. Og i de sidste minutter, inden alt er forbi, hører vi deres svalesang og historier.

Hvad var godt?
STØV er sort med sort på, og død med død på. Det starter rimeligt dystert ud, og det bliver kun værre og værre og værre. Så er man advaret.

På sin vis er det helt vildt befriende at se en forestilling, der ikke krampagtigt forsøger at holde fast i et lille lys i al mørket. I STØV er der ikke noget lys eller silver lining at finde. Det er slet og ret for sent at råde bod på den apokalyptiske katastrofe. I stedet handler STØV om at møde mennesket lige dér, midt i al sin afmagt, fortvivlelse og evige håb om frelse. Det er et helt vildt spændende udgangspunkt, og universet skaber en helt speciel stemning, som man som publikum hurtigt bliver suget ind i.

Den forladte og halvdystre stemning skabes allerede uden for scenerummet. STØV spiller på Marienlyst Slot, der i sig selv oser af historie med dets rå, afpillede mure og værelser, der har ligget forladte hen i længere tid. Som et andet genfærd bevæger operasanger Nina Sveistrup Clausen sig henover scenen klædt i hvidt fra top til tå. Med sin stemme og sang giver hun dukkerne liv i samarbejde med dukkeføreren Svend E. Kristensen. Dukkerne og deres karakterer er utroligt interessante og smukke på en lettere uhyggelig måde. Man føler virkelig med dem, når de på hver deres måde forsøger at håndtere og acceptere, at det hele snart er forbi.

Hvad var mindre godt?
De to skuespillere lægger ikke kun stemme til dukkerne og fører dem rundt på scenen. De spiller også selv hver deres karakter, og her går det desværre galt for STØV.

Ligeså meget sympati og indlevelse man oplever med dukkerne, ligeså lidt har man til overs for de to skuespillere. Selvom jeg godt kan se en pointe i, at skuespillernes karakterer er helt følelsesforladte og har tomme blikke, så trænger de bare ikke igennem til publikum. De tomme blikke er for tomme og fjerne, og bevægelserne lidt for koreograferede. På trods af karakterernes sindstilstand er skuespilpræstationerne nødt til at være nærværende, så man som publikum kan mærke karaktererne og forstå deres håbløshed og modløshed. Det lykkes ikke helt, og det på virker hele oplevelsen en del.

Det er ret paradoksalt, fordi dukkernes tomme og livløse øjne netop får oceaner af liv gennem de to skuespilleres føring og sang. Dukkerne blev menneskeliggjorte og var relaterbare på et helt andet niveau end de to skuespillere var, når de stod for sig selv.

På samme måde bliver Marienlyst Slot som rum heller ikke udnyttet til fulde. Der bliver ganske vist skabt en stemning ved at være på et gammelt slot, men det kunne man også have udforsket endnu mere. Rummets gamle vægge med afpillet tapet er gemt væk bag kulisser og stolerækker i stedet for at blive integreret og inddraget i stykket.

Alt i alt er der rigtig mange potentialer i STØV. Mange af dem bliver behandlet på en rigtig fin måde, men de færreste bliver udlevet til fulde. Derfor får STØV slet ikke den slagkraft, som forestillingen kunne have haft, og det er i bund og grund bare rigtig ærgerligt.

Studerende og fattig – sådan gør du!
STØV spiller indtil 30. marts, og unge og studerende kan komme ind på Marienlyst Slot og opleve de fascinerende dukker for en enkel halvtreller!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s