Anmeldelse: Arne går under

Bådteatret

Spilleperiode: 6. Februar – 5. marts

 

★★★★

Anmeldt af: Ida Lydom

Hvad er det?

Arne går under er et dukketeaterstykke, der spiller på det lille bådteater i Nyhavn. Stykket er fortællingen om Arne – en 29-årig, psykisk syg mand med en hård, drukdomineret barndom i bagagen. Hallucinationer, minder og oplevelser fra Arnes hverdag blandes ukronologisk og tegner tilsammen et billede af en mand med store problemer. Arnes mor, nabo, stedfar og sagsbehandler forsøger alle at komme i kontakt med Arne, der lever et ensomt liv højt oppe i Domus Vista.

 

Hvad er godt?

Dukketeater er en speciel genre, og selv var jeg også lidt spændt på at se, om det her stykke ville kunne fungere. Men det gjorde det! Arne går under fungerer rigtig godt på mange måder og er først og fremmest et utrolig kreativt stykke arbejde, der er stoppet med gode idéer. En enormt afvekslende og interessant scenografi gør, at øjet konstant har noget nyt at kigge på, og dukkerne, der jo styres af mennesker, bliver næsten en del af en stor kunstinstallation med mange flotte og interessante former og udtryk.

 

Desuden er det enormt sjovt. Selvom det er en dyster historie med mange alvorlige temaer, så har man formået af gøre det komisk på samme tid. Især Arnes sagsbehandler, Kirsten, der er en stor dukke med briller, kittel og page er en hylende morsom parodi på både systemet og den godtroende, kommunale socialrådgiver. Også de mere absurde elementer, som når Arne hallucinerer, fungerer strålende især hjulpet på vej af et lyddesign, der er enormt levende, varieret, og som afgrænser de forskellige verdener perfekt.

 

Hvad er mindre godt?

De fire skuespillere, der lægger stemme og styrer dukkerne, er tre kvinder og en mand. Man har valgt at lade det være en kvinde, der lægger stemme til hovedpersonen Arne, og det valg studsede jeg desværre for meget over i løbet at stykkets ca. 85 minutter. Hun er dygtig og gør et fint stykke arbejde som skuespiller, men den relativt lyse kvindestemme i mandeklæder bliver lidt forceret og mindre troværdig. Samme skuespiller fungerer også som fortæller, der informerer publikum om, hvor i Arnes fysiske og mentale liv, vi befinder os. Denne information gør det let for os at følge med, men her kunne man med fordel have gjort den til en voice-over over højttalerne, for det er en anelse distraherende, at der bliver brudt med universet på den måde.

 

Der er småting hist og her, men overordnet er det et spændende, intelligent og humoristisk stykke, de har fået stablet på benene på Bådteatret.

 

Studerende og fattig? Sådan gør du:

På Bådteatret koster en ungdomsbillet kun 70 kroner, og hvis man er 6 eller flere unge under 25 år, kan billetten erhverves til den nette sum af 40 kroner. Kom af sted!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s