Anmeldelse: Rainy Days and Mondays

Danmarks Turné
Spilleperiode: 25/9 – 31/10 2015

★★★

Når man fortæller historien om Karen Carpenters liv, op- og nedturene, burde det private skrøbelige væsen så fylde mest? Eller er det vigtigste det musikalske makkerskab med broderen, hvorigennem søskendeparret blev folkeeje? I ’Rainy Days and Mondays’ fortæller man den anden side af historien.

Vi sidder i en tætpakket koncertsal i Tivoli og kigger på scenen, hvor tøj ligger spredt på gulvet og instrumenterne er stillet op – klar til forestilling. Lyset dæmpes og den summende snak forstummer. Ind kommer Jette Torp i hvidt – fra hårspids til fodtøj. Hun kommer ind med tandbørste i munden og snakker pludrende diffust til sin bror, Richard. Hun drømmer om fremtiden, pakker færdigt og stiller kufferten. Hun får det skidt og dør. 32 år gammel.

Sådan starter fortællingen i ’Rainy Days and Mondays’, hvori Jette Torp spiller Karen Carpenter – den ene halvdel af Carpenters – den verdensberømte søskendeduo med den gode melodi og Karens karakteristiske stemme i centrum.

Forestillingen springer så tilbage i tiden – til den dag, hvor den første pladekontrakt underskrives. I højt tempo fortælles der om søskendeduoens makkerskab, frem til Karens død, i små episoder. Der er bare et problem; historien bliver aldrig rigtigt fortalt i dybden. Forestillingens drivkraft er musikken – ikke historien om Karens skrøbelige person og forholdet til sin bror.

Det mørkklædte og velspillende band skaber, sammen med Jette Torp, nogle flotte og rørende fortolkninger af bl.a. ’Wait a Minute Mr. Postman’, ’On Top of the World’ og i særdeleshed ’Close To You’, der får både den ældre og yngre del af publikum til at vippe med fødderne og synge lavmælt med. Scenografien, der består af en stor skærm, der kan oplyses i forskellige farver, underbygger stemningen i hvert enkelt nummer og giver endnu mere liv til Carpenters sange.

Jette Torp synger med passion og stort musikalsk overskud og tager trygt publikum i hånden – også i nogle af de knap så kendte Carpenters-sange. Hendes stemme er iørefaldende identisk med Karens, når der synges i det dybe register og lukker man øjnene, kommer man enkelte gange i tvivl om stemmens egentlige ejerkvinde.

Lige så meget liv, stemning og fortælling, der er i sangene, ligeså kortvarige, sporadiske og uvæsentlige fremstår de små episoder, hvor Jette Torp agerer som Karen Carpenter. Jette Torps stærke personlighed og karisma skinner klart igennem og man efterlades med et ønske om at komme endnu tættere på Karen og hendes kamp mod selvværdet og usikkerheden. De små brudstykker, hvor der ikke synges, giver heller ikke meget plads til Jette Torp at spille og formidle på. Som eneste skuespiller i stykket skal hun blæse liv i både de indre kampe, men også de ydre kampe med broren, der aldrig viser sig. Disse små scener fremstår derfor svævende og man savner et egentligt modspil til Jette Torp, der i højere grad er sangerinde end skuespillerinde.

Man kan efterfølgende stille sig selv det spørgsmål, om det i virkeligheden var en koncert med Jette Torp, der sang Carpenters-sange, fremfor et teaterstykke med sang eller musikforestilling, som ’Rainy Days and Mondays’ bliver proklameret som. Teaterdelen fyldte mindre end, hvad godt var og dette giver desværre én et mangelfuldt indblik i, hvem Karen Carpenter var. På den anden side var der ingen svinkeærinder i fortolkningen af Carpenters sange og den sårbarhed, stemning og varme som søskendeparrets musik indeholdt. Sangerinden Jette Torp tager trygt publikum i hånden og hun minder os om, at Carpenters feel-good musik stadigvæk holder i dag.

Hør anmeldelsen her:

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s