Anmeldelse: Gaudium

IKK-Musical
Spilleperiode: 16/4-2015-18/4-2015

★★

Musicalen Gaudium er resultatet af et samarbejde mellem de studerende på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Alt er skabt fra bunden af de studerende på tværs af årgange og fag. Lad os med det samme sige, at et sådan initiativ er noget vi kun kan bifalde. Det er vidunderligt at opleve studerende lægge bøgerne på hylden, prioritere det praktiske og tage sagen i egen hånd. Det kræver slid og hårdt arbejde at opsætte en musical, og der er ingen tvivl om, at det har krævet mange arbejdstimer at få Gaudium klar til premieren.

Gaudium er en fremtidig fortælling om lykke, hvor den unge Laetus (Jonas Holmark) rejser til verdens lykkeligste by i håb om at gøre sig som mundharmonikamager. Den umiddelbare lykke, der hersker i Gaudium, viser sig dog snart at have ubehagelige sprækker og revner. Selve historien må siges at have mange lighedstræk med Queen-musicalen We Will Rock You, og også i Gaudium møder vi et slæng af modstandere mod overmagten, og her er det særligt en velspillende Casper Rosenkilde, som stjæler rampelyset som den morsomme og fransktalende Rabidus.

Idéen bag selve fortællingen om Gaudium må dog desværre siges at være bedre end det egentlige resultat. Det er som om, at historien ikke rigtig bindes sammen, og de mange små og noget klichéfyldte fortællinger, som historien bevæger sig ud i, føles for hurtigt eksekveret og til tider uafsluttede. Fortællingen vil bare for mange ting, hvilket fjerner fokus fra det egentlige omdrejningspunkt: Lykke. Der er nærmest proppet for mange musicalklichéer ned i halsen på historien, og resultatet er desværre tvivlsomt. Det er pokkers svært at udføre klichéer, uden det bliver tamt, og man sidder tilbage og ønsker, at man i dette tilfælde ville have holdt sig til et minimalt forbrug.

Forestillingen bæres af et yderst velspillende band, som formidler de nyskrevne melodier ganske glimrende. Selve lyrikken er dog meget fortællende og forklarende, og det kunne have klædt teksterne med et mere poetisk islæt. Generelt efterlades der ikke meget til publikums fantasi. Det er en skam at bandet ikke bruges mere, og særligt i de lange overgange mellem de mange scener ville det have været klædeligt med lidt musikalsk fyld. Et langsomt tempo er desværre også et markant kendetegn for forestilling.

Ind i mellem møder vi dog også nogle skønne perler og fin humoristisk timing! Gaudium er krydret med flotte dansescener, og særligt den mandlige danser Anton Juul gør det vidunderligt både som danser og humoristisk ensamble-del. Stykkets ultimative sangskat må siges at være Simone Tandberg i rollen som Gaudiums borgermester Dissi Mulo, og hendes helt store sangscene i stykkets anden akt må også sige at være forestillingens højdepunkt.

Ydermere er forestillingens metasegment, de tre talende skraldespande Video, Vidi og Visum, måske nok endnu en kliché, men ikke desto mindre sjove og velspillende. Om deres placering i stykket er gal eller genial, må være op til den enkelte at vurdere. Men sjove – det er de. Og de rammer faktisk hovedet på sømmet med replikken om ”at der skal efterlades nogle tomme pladser, som publikum selv kan fylde ud i stykkets handling”, da dette faktisk netop bliver Gaudiums ultimative problem. Der efterlades lidt for mange tomme pladser i handlingsforløbet til, at vi ved forestillingens slutning helt er med på, hvorfor det hele endte, som det gjorde – og det på trods af den meget forklarende replikstil.

Hør radioanmeldelsen af forestillingen her:

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s