Anmeldelse: En Kort En Lang

Nørrebro Teater
Spilleperiode: 5/9 – 1/11-2015
★★★★★

Tæppet er trukket fra allerede fra start, og på scenen glimter tusinde små stjerner. Allerede inden forestillingens start er man i den rette stemning, dog med et snert af tvivl om, hvorvidt forestillingen kan leve op til Hella Joof og Klaus Bondams biografsucces fra 2001. Forventningerne er høje.

Snart starter musikken og skuespillerne ankommer én efter én på scenen. Det er den forkælede Jakobs store fødselsdagsparty. Al tvivl forsvinder snart og man overgiver sig helt og holdent til musikken, de genkendelige karakterer og den moderne kærlighedsfortælling; Jørgen elsker Jakob, Jakob elsker karoline, Karoline elsker Jakob, men Jakob elsker også Jørgen.

En kort en lang er en humoristisk fortælling, som belyser komplikationerne i et moderne parforhold; forelskelse på tværs af alle grænser, de klassiske kønsroller er efterhånden smeltet sammen. Det, der er så skønt ved denne forestilling, er at man fyldes af genkendelsens glæde, men forestillingen tilføres også adskillige nye tiltag i form af musiknumre skrevet af den skønne Martin Bryggman, samt store dansenumre med glitrende sceneshow. Man kan simpelthen ikke andet end at læne sig tilbage og smile hele vejen igennem det to timer lange sceneshow.

Skuespilpræstationerne er overbevisende, især Mads Rømer og Carsten Svendsen som hhv. Jørgen og Jakob spiller sublimt. De portrætterer sympatisk de to hovedroller i rørende samspil. Også Amalie Dollerup spiller skønt og med et hav af biroller, leder hun os sikkert og underholdende mod slutningen med sine skønne versioner af klassikere som Lisa Nilssons En kort en lang samt de nyskrevne numre Vi vil tro og Ska’ du ha’ noget mere pik?, sidstnævnte i duet med Kenneth Christensens pigeglade Mads.

Både bandet og scenografien fortjener også store roser. Bandet er veloplagt og inkorporeres kreativt i forestillingen ved både at deltage i simple koreografier og lægge en særlig underlægningsmusik for karakterernes tanker og scenernes særlige stemning.

Skal man dog sætte et lille minus ved forestillingen, overdøver musikken desværre til tider skuespillerne, og man mister bidder af teksten. Det er dog en forestilling, man slet ikke må gå glip af. Den er livsbekræftende, og selv smilede jeg i flere timer efter at have forladt teatret.

Hør radioanmeldelsen her:

Studerende og fattig? Sådan gør du: 

Nørrebro Teater er et af de teatre, hvor man ser godt ligegyldigt, hvor man får plads. billetpriserne spænder fra 160 kr. til 450 kr. Hvis man er studerende kan man dog benytte rabatkode studnbt og få billetter i A og B kategorierne til 100 kr. fra søndag til onsdag.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s