Anmeldelse: Catering

Mammutteatret – Gæstespil på Edison, Betty Nansen Teatret
Spilleperiode: 12/03-2015 – 01/04-2015

★★★★★

Catering er en fysisk og rå forestilling om det altid aktuelle og alvorlige emne: human trafficing. Forestillingen er Mammutteatrets dramatisering af svenske Lukas Moodyssons film Lilja 4-ever fra 2002. I forestillingen møder vi den estiske Lilja, som i et kærlighedsforhold til den charmerende André lokkes til Danmark som ufrivillig sex-arbejder. Det er en meget rå fortælling, som ikke bare portrætterer den stakkels Lilja, men også inviterer publikum helt ind i menneskets skjulte og mørkeste afkroge.

Allerede da publikum føres ind i salen af en venlig Nicolas Bro, sættes forestilling i gang. Det gøres hurtigt klart, at vi nu inviteres ind i et tabubelagt univers, da Bro lader publikum stå på scenegulvet, mens han selv tager plads på tilskuerpladserne. Her finder han sin Macbook frem og lader publikum se på, mens han spiller den af til rødhårede piger på gratisporno.dk. Forestillingens rå udtryk understreges yderligere af de minimalistiske sceniske omgivelser, der udgøres af betonmure, gamle madrasser og hvide plastikstole. Inden for disse rammer kan skuespillerne udfolde sig, og de bruger virkelig sig selv og deres krop i denne forestilling. Forestillingen kan betegnes som værende en meget fysisk teaterforestilling, hvilket er en stil, man måske skal være til for at kunne nyde. Nichens to anmeldere er splittede. Er man til en mere gammeldags teaterform, kan stilen virke overvældende. Men er man åben for kropslige udtryksformer og sanseoplevelser, er dette den rette forestilling.

Catering præges af et meget stærkt og velspillende hold skuespillere. Forestillingens ultimativt mest rørende og stærkeste præstation leveres af Morten Holst, som spiller Liljas ven Volodya. Det går rent ind! De to nye unge talenter Nanna Skaarup Voss og Joachim Fjelstrup, som spiller henholdsvis Lilja og kæresten André, leverer glimrende og overbevisende præstationer. Desuden bør det påpeges at Ken Vedsegaard på trods af en noget gennemsigtig start virkelig brænder igennem i stykkets sidste del og for alvor viser den imponerende intensitet, som hans spil rummer.

Forestillingen er tempofyldt, og handlingen skrider hurtigt frem. Ind i mellem afbrydes den dog af mere rolige øjeblikke, hvor forestillingen nærmest puster ud. Dette virker for Nichens ene anmelder som nogle kedelige pauser, hvor det for den anden anmelder bliver nogle stille, smukke momenter, der giver forestillingen dynamik.

Med denne forestilling inviterer Mammutteatret publikum til at tænke over, at de ting, vi det meste af tiden er blinde over for, muligvis foregår inde ved siden af. Den opfordrer os til om ikke at tage ansvar så i hvert fald at gøre os nogle tanker.

Du kan høre radioanmeldelsen af forestillingen her:

Studerende og fattig? Sådan gør du:

Som ung under 25 koster det sølle 100 kroner at se forestillingen, og er man en gruppe på min. 6 unge under 25 koster det kun 60 kroner pr. mand! Så saml dine studiekammerater og kom af sted.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s